Tilbage til opskrifter

Glutenfri drømmekage

  • Opskrift på glutenfri drømmekage

Her spejler kokossmagen fra toppen sig ned i sandkagebasen, som vi bager med kokosmælk, mandelmel og rismel. Drømmekagen har aner i den nordvestjyske by Brovst, hvorfra den i 1960’erne bredte sig og blev allemandseje. Denne version får en skøn luftig konsistens og et mørkt karamelliseret og sprødt kokostag.

Sådan gør du

Kage

Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud.

Pisk æg og sukker luftigt med en elpisker.

Vend vaniljekorn, mandelmel, rismel og bagepulver i dejen, til den er jævn.

Smelt smørret i en kasserolle, og rør kokosmælken i det smeltede smør. Vend blandingen i dejen.

Fordel dejen i et smurt ovnfast fad, og forbag kagen ved 190° i ca. 20 minutter.

Kokosfyld

Lav i mellemtiden fyldet ved at vende alle ingredienser sammen i en gryde og lade det koge op under konstant omrøring. Så snart det koger, er fyldet klart.

Tag kagen ud af ovnen, og skru op på 220°.

Fordel fyldet på kagen, og bag den i yderligere ca. 5 minutter. Lad kagen køle helt af, inden du skærer i den.

Ingredienser

Kagedej

1 vanilje
3 æg
225 g sukker
110 g mandelmel
75 g rismel
8 g glutenfri bagepulver
70 g smør
150 g kokosmælk

Kokosfyld

100 g smør
150 g kokosmel
225 g brun farin
50 g kokosmælk

Find opskriften i Meyers Glutenfri Bageskole

Find bogen her