Sådan gør du
Foccacia
Bland lunkent vand og 1 dl rapsolie i en skål, og rør gæren ud heri. Tilsæt hvedemel og salt, og ælt dejen godt sammen. Hvis du ælter dejen i hånden, skal den have ca. 10-12 min. Ælter du på røremaskine, skal du starte op på lav hastighed de første 3 min., og derefter skrue op på fuld hastighed i 6 min. Lad dejen hæve i ca. 3 timer i skålen med et klæde over.
Smør en stor bradepande med olie. Vend dejen over i bradepanden, og tryk den forsigtigt ud, så den fylder hele bradepanden. Hæld lidt god koldpresset rapsolie ud over dejen, og smør det ud med fingrene. Drys ramsløgssalt ud over dejen, og tryk forsigtigt i den med fingrene, så der kommer små fordybninger over hele dejen, og salt og olie presses ned i den. Lad dejen hæve i ca. 1 time.
Bag focacciaen ved 220° i ca. 25 min., til den er sprød og gylden, og lad den afkøle i bradepanden. Vend den så ud, og server den som et helt brød, som ikke skæres, men brydes.
Ingredienser
Foccacia
6 ½ dl lunkent vand
1 dl alm. rapsolie
20 g gær
1 kg proteinrigt hvedemel (f.eks. tipo 00 eller Ølandshvede)
20 g havsalt
3 spsk ramsløgssalt
2 spsk god koldpresset rapsolie