Sådan gør du
Dampede muslinger
Rengør muslingerne ved at skrubbe dem grundigt under koldt vand og fjerne skægget. Smid de muslinger væk, der ikke lukker sig ved et let bank mod bordpladen, og dem, hvis skaller er gået i stykker.
Pil og hak løg, hvidløg og porre fint, og kom dem i en gryde med lidt smør. Sauter grønsagerne let, uden at de tager farve, tilsæt muslinger, og rør godt rundt.
Hæld cider og øl ved muslingerne, læg låg på, og damp muslingerne i 4-5 minutter, til de har åbnet sig. Kasser derefter muslinger, der ikke har åbnet sig.
Tag muslingerne ud af skallerne, og læg muslingerne i et dybt fad, der kan tåle varme.
Sigt muslingernes kogebouillon over i en gryde – mål det af, der skal være 5 dl, og er der ikke det, så spæd op med lidt vand.
Blanquette
Smelt smørret, til det bliver gyldenbrunt.
Kom det hele æg og cremefraichen i en blender, og tilsæt kogende muslingebouillon samt det brunede smør, mens du blender, så du får en dejlig cremet sovs. Smag til med citronsaft og peber.
Hæld sovsen hen over muslingerne i fadet – den luner de kolde muslinger let. Hak krydderurter og skalotteløg helt fint, og drys dem over blanquetten.
Server straks med godt brød eller sprøde brødcroutoner til.
Ingredienser
Dampede muslinger
2 kg limfjordsmusinger
3 skalotteløg
2 fed hvidløg
1 porre
10 g smør
1 dl cider eller syrlig æblemost
3 dl øl
½ dl piskefløde
½ bundt løvstikke
½ bundt persille
½ bundt kørvel
Blanquette
60 g smør
1 æg
1 spsk creme fraiche
5 dl af bouillonen fra muslingerne
2 spsk citronsaft
friskkværnet peber
1 bundt krydderurter (f.eks. persille, kørvel og estragon)
1 skalotteløg