Blåbærpandekager med hvid chokolade
Dejen her kan også bages til tykke pandekager uden blåbær og chokoladefyld. Så kan man spise pandekagerne med f.eks. ahornsirup, flormelis og citronsaft, syltetøj eller friske blåbær.

Sådan gør du
Bland hvedemel, natron, sukker og salt i en stor skål. Lav en fordybning midt i melet, og hæld kærnemælk og smeltet smør i fordybningen. Slå ægget ud i en lille skål, og hæld også det i skålen med dejen. Tilsæt fintrevet citron - skal. Bland dejen med en elpisker, indtil der ikke er klumper i.
Hak den hvide chokolade i grove stykker. Og hav blåbærrene klar.
Varm en stegepande op ved mellem varme med en ganske lille smule smør. Når smørret er bruset af, så hæld en halv deciliter pandekagedej på panden. Dejen flyder selv ud til den tykkelse, som pandekagerne skal have. Drys stykker af hvid chokolade og blåbær i dejen på panden, og pres fyldet lidt ned i dejen. Når dejen har en masse små lufthuller på overfladen – efter ca. 2 minutter – så vender du pandekagen med en paletkniv. Bag i et lille minut mere på den anden side. Løft pandekagen over på en tallerken, og fortsæt sådan, til du har brugt al dejen.




