Sådan gør du
Vafler
Varm mælk og smør op i en kasserolle. Del imens æggene i blommer og hvider, og pisk hviderne stive. Rør hvedemel, sukker, vaniljesukker, bagepulver, salt og citronskal sammen i en skål. Tilsæt melblandingen til den lune mælk, imens du pisker – pisk, indtil der ikke længere er klumper. Pisk dernæst en æggeblomme i ad gangen, indtil dejen virker ensartet. Vend de stive æggehvider i dejen med en spatel for at bevare luftigheden. Steg vaflerne i lidt smør i et opvarmet vaffeljern. Servér dem varme med den rørte is og chokoladesaucen.
Chokoladesauce
Hak chokoladen, og varm fløde og chokolade op i en lille kasserolle, indtil det har samlet sig til en varm chokoladesauce.
Rørt is
Pisk fløden til et let og cremet skum. Skær isen i et par store stykker, kom den i en anden skål, og pisk den med en elpisker – eller i en røremaskine – så den bliver medgørlig. Tilsæt flødeskummet lidt ad gangen, mens du rører let – eller kører røremaskinen på lav hastighed.
Servér med det samme, eller stil isen i køleskabet indtil servering, hvis du ikke er helt klar.
Ingredienser
Vafler
2 ½ dl mælk
150 g smør
2 æg
250 g hvedemel
70 g sukker
1 tsk vaniljesukker
2 tsk bagepulver
¼ tsk salt
skal af 1 usprøjtet citron
smør til stegning
Rørt is
2 dl piskefløde
450 g vaniljeis
Chokoladesauce
100 g mørk chokolade
1 dl piskefløde