Tilbage til opskrifter

Bagte og syltede jordskokker med spinatpure og urter

  • Opskrift på bagte jordskokker med spinat og hasselnødder

I slutningen marts og starten af april kommer de første vilde urter til syne, mens der stadig kun er få interessante grøntsager fra vores breddegrader. Jordskokkerne er dog stadig saftige og gode og kulminerer i størrelsen. Netop de større eksemplarer passer perfekt til denne dobbelte tilberedning, der giver en optimal udvikling af smagen og en sprød-sej men stadig saftig konsistens. Bemærk, at den første bagning af jordskokkerne skal foretages nogle timer i forvejen.

Lær at bage kanelsnurrer og andet bagværk på Meyers Bageskole

Se alle vores bagekurser her

Sådan gør du

Bagte jordskokker

Skrub jordskokkerne rene – behold skallen så intakt som mulig. Tag et par stykker af de mindst knoldede fra til de råsyltede jordskokker.

Fordel de øvrige jordskokker i et ildfast fad, krydr dem med salt, og bag dem i ovnen ved 175° i 40-45 minutter.

Køl jordskokkerne ned, til de er til at røre ved, skær dem i halve på langs, og tryk kødet op gennem skindet, så du næsten vender vrangen ud på dem

Spred jordskokkerne ud på en bageplade med skindsiden nedad, og lad dem stå og køle af og tørre i et par timer.

Pensl det hvide jordskokkekød med olie, krydr med salt, og bag dem i ovnen ved 220° i 15-20 minutter, til de er gyldne og let sprøde.

Råsyltede jordskokker

Kog æblecidereddike op med sukker, vand, salt og hvidløg, og lad det koge, til sukkeret er opløst.

Skær jordskokkerne i tynde skiver, gerne på et mandolinjern, og skyl dem i koldt vand.

Læg dem i en skål, hæld syltelagen over, og lad dem trække i mindst 2 timer, gerne natten over.

Spinatpure

Skyl spinaten, og slyng den tør i en salatslynge. Blancher den i kogende vand i 20-30 sekunder, og køl den ned i koldt vand.

Pres væsken ud af spinaten, blend den med vindruekerneolie til en glat pure, og smag til med salt, peber og lidt citronsaft.

Hasselnøddemælk

Kom alle ingredienser i en høj blender, og blend i et par minutter, til nødderne er godt findelte, og væsken ligner mælk.

Du kan sigte mælken eller beholde nøddestykkerne, alt efter hvor fin/ fyldig en konsistens, du går efter.

Opbevar mælken i køleskabet i et par dage i en lukket beholder. Hvis den skiller, så rør den igennem.

Ved servering

Fordel spinatpure og hasselnøddemælk i bunden af et stort fad sammen med de sprøde, bagte jordskokker og råsyltede jordskokkeskiver. Top med masser af krydderurter.

Tip

Det kan være svært at få andre rodfrugter til at ’eksplodere’ på samme måde som jordskokkerne, men prøv dig frem med at bage gulerødder eller gule beder efter samme opskrift.

Ingredienser

Bagte jordskokker

700 g store jordskokker

Råsyltede jordskokker

½ dl æblecidereddike
2 spsk sukker
2 spsk vand
1 tsk salt
1 knivspids finthakket hvidløg
3 jordskokker

Spinatpure

4 håndfulde frisk spinat
1 dl vindruekerneolie

Hasselnøddemælk

50 g hasselnødder uden den tynde, brune hinde
½ liter vand
10 g tørret daddel eller anden tørret frugt

Desuden

citronsaft
½ håndfulde kørvel
½ håndfuld brøndkarse
½ håndfuld skvalderkål
havsalt
friskkværnet peber

Find opskriften i Meyers Grøn Mad

Find bogen her