Tilbage til opskrifter

Vegetarisk brændende kærlighed

  • Vegetarisk brændende kærlighed

En grøn udgave af barndomsklassikeren "brændende kærlighed". Syltede, brændte løg og de bagte jordskokker giver ekstra fylde, og de råmarinerede jordskokker giver knas på toppen. Med denne metode til at lave mos reduceres kogevandet og bliver en del af retten. Det giver en mere intens smag. Server den som et måltid i sig selv.

Sådan gør du

Kartoffel-jordskokkemos

Vask og skrub alle jordskokkerne – du behøver ikke skrælle dem – og del dem i tre portioner: 500 g til mos, 200 g til bagte jordskokker og 100 g til marinerede jordskokker.

Skræl kartoflerne, og skær dem i mindre stykker. Skær jordskokkerne – kun dem til mosen – igennem på midten, og kom dem i en sauterpande eller gryde med en stor bund sammen med kartoflerne. Brug ikke en smal, høj gryde, da meget af vandet skal kunne fordampe undervejs. Hæld vand på, så de dækker ca. 3⁄4 af kartofler og jordskokker, så der stikker nogle toppe op.

Kog jordskokker og kartofler uden låg, til vandet er kogt ind til ca. 1 dl, og kartofler og jordskokker er møre – det tager ca. 25 minutter.

Tag gryden af varmen, hæld 11⁄2 dl olivenolie i gryden, og mos kartofler og jordskokker med en grydeske eller et piskeris. Smag grundigt til med salt og peber.

Syltede løg

Pil løgene, og skær dem i skiver på ca. 1 cm. Varm en pande op til høj varme, og steg løgskiverne i lidt olie, til de er let brændte. Vend dem, og gentag på den anden side. Tag dem af panden, og lad dem køle lidt af.

Kog eddike, sukker og vand, til sukkeret er opløst, og smag til med salt. Del løgskiverne i ringe, og læg dem i syltelagen. Lad dem trække i mindst 15 minutter.

Bagte jordskokker

Skær de 200 g jordskokker i grove tern. Fordel dem på en bageplade beklædt med bagepapir, og vend dem med et par spsk. olivenolie, salt og peber. Bag dem i ovnen ved 225° i ca. 25 minutter, til de er gyldne og sprøde.

Råmarinerede jordskokker

Skær de 100 g jordskokker i helt tynde skiver, gerne på et mandolinjern sat på 1⁄2 mm tykkelse. Læg dem evt. i en skål med isvand i 15-20 minutter, inden marinering, så bliver de ekstra sprøde. Hæld vandet fra jordskokke- skiverne, tør dem i et viskestykke, og vend dem med lidt olie, æblecider- eddike, salt og peber.

Servering

Anret mosen i skåle eller på et fad. Fordel bagte jordskokker, marinerede jordskokker og syltede løg over mosen, og slut af med et drys karse og et par spsk. af løgmarinaden.

Tip

Du kan lave denne ret med de fleste typer rodfrugter, f.eks. kålrabi, knoldselleri og pastinak. Tilsæt dem blot i stedet for jordskokker, og behold kartoflerne i mosen.

Ingredienser

Kartoffel-jordskokkemos

500 g jordskokker
500 g kartofler
1 ½ dl olivenolie
havsalt
Friskkværnet peber

Syltede løg

2 bananskalotteløg
2 spsk olivenolie
1 dl æblecidereddike
½ dl sukker
½ dl vand

Bagte jordskokker

200 g jordskokker
olivenolie
salt
Friskkværnet peber

Råmarinerede jordskokker

100 g jordskokker
olivenolie
æblecidereddike
salt
Friskkværnet peber

Desuden

¼ bakke karse