• Opskrift på madbrød med kartoffel

Kartofler, rosmarin og olivenolie indbages i hvedebrødsdej a la calzone-pizzaer. Brug kartoffelbrødene som tilbehør til fx en suppe eller en simreret eller spis dem som et helt lille måltid med en grøn salat.

Sådan gør du

Hæld lunkent vand i en skål, og rør gæren ud heri. Tilsæt surdej, salt og hvedemel, og ælt dejen godt, så du får en glat elastisk dej. Lad dejen hæve tildækket i 2 timer på køkkenbordet.

Vend dejen ud på et melet bord, og del den i 3 dele, som hver trykkes ud til en rund cirkel på 25 cm i diameter. Skær 4 kartofler i skiver, og fordel skiverne på den ene halvdel af den første dejcirkel. Læg lidt rosmarinnåle ovenpå kartoflerne, dryp med lidt olivenolie og drys med lidt havsalt. Gentag med de 2 andre dejcirkler. Fold nu cirklerne til halvmåner, og tryk dejen godt rundt i kanten, så brødene ikke åbner sig under bagning. Kom lidt olivenolie, rosmarin og havsalt på brødene, og stil dem til hævning på en bageplade med bagepapir i ca. 1 time.

Bag kartoffelbrødene ved 200° i ca. 25–30 minutter, og afkøl dem på en bagerist.

Ingredienser

4 ½ dl lunkent vand
2 dl surdej
20 g havsalt
10 g gær
900 g hvedemel
12 kogte kartofler
4 kviste frisk rosmarin
Lidt olivenolie
Lidt havsalt