BØNNERNES HISTORIE
Bønner er de spiselige frø fra en slægt af bælgplanter med et utal af varianter med forskellige farver, størrelser og smage. Bønner kan spores 7.000 år tilbage til det område, vi i dag kender som Mexico. Nu om dage dyrkes og bruges bønner overalt i verden og er mange steder en helt afgørende ingrediens – f.eks. i den fyldige brasilianske nationalret ’feijoada’, som fyld i søde, asiatiske kager og brød eller i det franske landkøkken med den berømte simreret ’cassoulet’.
Bælgfrugter er bønner, linser og ærter, herunder kikærter. Jordnødder hører også til kategorien. Bælgfrugter er generelt meget proteinrige med undtagelse af f.eks. friske grønne bønner, hvor det primært er den ikke specielt proteinholdige bælg, vi spiser. Bælgfrugter er også rige på jern og magnesium, og de fleste bælgfrugter har også et godt indhold af fibre, der i kombination med proteinet giver en god mæthedsfornemmelse. Variationen af bælgfrugter er stor.
Fra de mange typer tørrede bønner og linser til f.eks. friske ærter og hestebønner, og fra små delikate, lyse cannellinibønner til kraftige, mørkerøde kidneybønner.
Sojabønnen er den mest proteinrige og er basis for utallige produkter fra sojamælk og tofu til miso og sojasauce. Af både kulinariske og ernæringsmæssige grunde kan du med fordel variere dit indtag af bælgfrugter og eksperimentere med forskellige typer linser, bønner, kikærter m.m.
BØNNER I FOKUS
Kidneybønner, limabønner, kikærter, flækærter, soyabønner og vi kunne blive ved. I naturen findes der et væld af bælgfrugter i alskens former og farver.
Fælles for dem alle er et sandt overflødighedshorn af fibre, vitaminer, mineraler og protein.
Du kan bruge dem i salater, supper, gryderetter og sågar kager og naturligvis i puréer og spreads til at dyppe dine grøntsager i.
Prøv vores opskrift på glaskålstacos med bønner. Her kombinerer vi mexicansk street food med nordiske råvarer til nemme, sprøde og friske glaskålstacos med pintobønner og guacamole. Du kan finde opskrifter på andre slags grønt fyld til dine glaskålstacos i kogebogen Meyers Grøn Mad eller på Meyers.dk
Vi har samlet fire lækre opskrifter nedenfor, hvor bønner virkelig får lov at spille hovedrollen.