Sådan gør du
Kom skank og bov i en gryde, (skær evt. boven i mindre stykker, hvis det er nødvendigt). Hæld vand ved, så det kun lige dækker, og bring vandet i kog. Skum af for urenheder, og tilsæt så krydderierne til kogelagen. Lad det koge ved svag varme i 1½-2 timer, til kødet er så mørt, at det slipper benene. Tag kødet op af kogelagen, og lad det køle let af. Sigt suppen igennem en sigte og over i en ren gryde, og kog det ind til ca. halv mængde. Udblød husblassen i koldt vand i 5 minutter. Selvom suppen i sig selv er gelatineløs pga. stivelsen i ben og svær, bør den understøttes med lidt husblas, for at sikre at sylten er skærefast. Pil kødet af benene og kasser sværen. Prøv at plukke kødet af i så hele og store stykker som muligt. Pil skalotteløget, og hak det fint, og bland det i kødet sammen med resten af krydderblandingen. Smag kødet godt til, og kom det i en terrin- eller rugbrødsform, der forinden er foret med husholdningsfilm, så den færdige sylte er nem at få ud. Afdryp nu husblassen grundigt, og kom den i den varme kogelage, så den opløser sig. Hæld den varme suppe over kødet, så den netop dækker. Luk sylten til med film på toppen, og sæt den i køleskabet. Læg den evt. under let pres med en fyldt mælkekarton, og lad sylten hærde i ca. 12 timer i køleskabet. Skær herefter den gode sylte i skiver. Server med rødbeder, salat samt godt rugbrød og grov sennep.
Ingredienser
1 kg sprængt svineskank (bestilles hos slagteren)
1 ⅕ kg svinebov med ben og svær
1 skalotteløg
1 tsk havsalt
Friskkværnet peber
1 tsk stødt allehånde
½ tsk revet muskatnød
Kogelage
2 l vand
2 løg
3 hele nelliker
3 laurbærblade
4 kviste timian
10 hele sorte peberkorn
1 spsk havsalt
2 blade husblas