Der findes næsten ikke noget mere dansk, end en god skive rugbrød med pålæg. Det her rugbrød er nemt at bage, da opskriften er uden surdej, men bages på gær, øl og kærnemælk. Brødet indeholder masser af kerner, som sagtens kan skiftes ud med andre typer eller nødder. Da rugbrødsdejen er flydende, skal du bruge 2 rugbrødsforme for at bage brødene.

Sådan gør du

Dag 1

Hæld koldt vand, kærnemælk og øl i en skål og rør gæren helt ud. Tilsæt salt, rugkerner, de 2 slags frø og rugmel og ælt dejen i 10 minutter – gerne i en røremaskine. Fordel dejen i 2 forme der forinden er smurt med rapsolie, dæk dem med film eller fugtigt klæde og sæt dem i køleskabet i minimum 12 timer før bagning. Jo længere dejen står, jo mere smag får brødet – dog kan den maksimalt stå i 6 dage, da den ellers bliver for sur.

Dag 2

Bag brødet ved 180° i 90 minutter, vend de varme brød ud af formene og bank på bunden af dem for at høre, om de lyder hule og færdige. Lad brødene køle af på en bagerist, før du skærer i dem.

Tip

De 400 g frø kan være hvilken som helst blanding af sesamfrø, hørfrø og solsikkekerner.

Ingredienser

6 dl koldt vand
2 dl kærnemælk
1 ½ dl øl
10 g gær
25 g havsalt
250 g skårne rugkerner
200 g hørfrø
250 g solsikkekerner
550 g stenformalet rugmel (fuldkorn)
rapsolie (til pensling)