Tilbage til opskrifter

Kogte porrer med vinaigrette af persille ansjoser

Porrer tager et helt nyt niveau når de koges og forenes med en skøn vinaigrette af persille, ansjoser og æbleeddike.

Sådan gør du

Rens porrerne, og skær dem i stykker på 4-5 cm. Bring en gryde med letsaltet vand i kog, kom porrerne i, når vandet koger, og kog dem, til de er helt møre, ca. 5-7 minutter alt efter tykkelse.

Lav en grov vinaigrette af hakket ansjos, kapers, sennep, plukket persille, eddike, honning og rapsolie, og rør det godt sammen. Fisk de møre porrer op af vandet, og kom dem direkte over i vinaigretten, så de suger smag til sig. Vend dem rundt, og smag dem til med salt og peber.

Server porrerne med det samme, mens de stadig er lune, og brug dem som en lille selvstændig grønsagsret eller som garniture til fisk eller kød.

Tip

Erstat af og til ansjoserne med 3-4 grofthakkede Limfjordsøsters – det bliver porrerne ikke mindre dejlige af.

Ingredienser

6 vinterporrer
groft salt
4 ansjosfileter
2 spsk kapers
1 spsk sennep
½ bundt bredbladet persille
3 spsk æbleeddike
1 tsk honning
2 spsk koldpresset rapsolie
havsalt
Friskkværnet peber

Find opskriften i Almanak

Find bogen her