Meyers lancerer hudplejeserie baseret på bælgfrugter

Med afsæt i et overraskende forskningsresultat løfter Meyers nu sløret for, hvad der skal være et nyt forretningsben i virksomheden: En hudplejeserie baseret på økologiske, danske bælgfrugter, hvor alle produkter kan bruges både i hudplejerutinen og i madlavningen.

Da Claus Meyer i 2022 blev en del af en forskergruppe på Tokyos Faculty of Applied Bioscience var det for at bistå i forskningen i at udvinde protein fra bælgplanter samt udtænke nye fødevarer med fokus på bæredygtighed og klimaaftryk.

Men forskningen viste interessante og overraskende resultater, som åbnede for helt nye forretningsmuligheder for Meyers:
”Ved at bruge ny teknologi til at undersøge den danske bælgfrugtsort Nakskov brunært opdagede vi, at de indeholder en helt uhørt koncentration af det eftertragtede vækstfaktor-protein EGF – et niveau, der ikke er set noget andet sted i naturen”, fortæller gastronomisk iværksætter og grundlæggeren af Meyers, Claus Meyer, og uddyber:

”EGF er ikke særlig kendt i fødevareindustrien, men er veletableret i hudplejebranchen, fordi det øger hudens egen produktion af kollagen og dermed gør huden meget mere spændstig. Vi har jo i årevis været begejstrede for bælgfrugternes potentiale i køkkenet, men at opleve fordelene ved deres udvortes brug var alligevel en overraskelse”.

"Ved at bruge ny teknologi til at undersøge den danske bælgfrugtsort Nakskov brunært opdagede vi, at de indeholder en helt uhørt koncentration af det eftertragtede vækstfaktor-protein EGF – et niveau, der ikke er set noget andet sted i naturen"

Claus Meyer

Viden fra én branche til en anden

Efter opdagelsen nedsatte Meyers et team af forskere, gastronomiske udviklere og hudplejeeksperter for at undersøge potentialet i et eventuelt spin-out:
Med hjælp fra gode folk fra hudplejebranchen og vores egne fagfolk fra Meyers Madhus gik vi nysgerrigt til værks med udgangspunkt i, at vi ville udvikle et produkt, der kunne blive ”state of the art” indenfor både bæredygtighed, fødevarer og hudpleje – og så skulle der selvfølgelig være mulighed for en god forretning”, fortæller den nyslåede CEO i Meyers, Jesper Wacherhausen, og tilføjer:

Med 30 års arbejde for at forbedre den danske madkultur og vores nye position som B Corp-certificeret virksomhed, kunne vi se et stort potentiale i at bruge vores viden fra fødevareindustrien til at gøre samme forskel i et marked, der først nu er begyndt at nørde ingredienser på samme måde som vi nørder råvarer".

”Vi er virkelig stolte af, at det efter mange forsøg er lykkedes at producere en serie, som både er god for huden og gavnlig i et ernæringsperspektiv”

leder af forskergruppen fra Department of Fermentation Science, Mamerui Chito

Spis cremen direkte fra krukken

Resultatet af det seneste års research blev udviklingen af en serie med både dag- og natcreme, serum og ansigtsmist med et særligt bæredygtigheds-benspænd: For kunne det lade sig gøre at udvikle alle produkter, så de både var bionedbrydelige og – allerhelst – spiselige?
Vi er virkelig stolte af, at det efter mange forsøg er lykkedes at producere en serie, som både er god for huden og gavnlig i et ernæringsperspektiv”, fortæller leder af forskergruppen fra Department of Fermentation Science, Mamerui Chito, og fortsætter:

Tidligere har vi eksperimenteret med at genanvende madaffald til fx at lave to-go-kopper af kaffegrums, men det er nyt for os at bruge fødevarer til spiselig hudpleje, og på den måde arbejde med den fulde livscyklus for et produkt. Vi tror i høj grad, at multifunktionelle produkter og det at udnytte råvarernes fulde potentiale er nøglen til en mere bæredygtig og bionedbrydelig fremtid”.


Natcreme til fine linjer og som spread på surdejsbrød

Den nye serie "Meyers Care" lanceres i dagligvarehandlen 11. april, hvor produkterne står side om side med andre økologiske hudplejeserier og -fødevarer. Samtidig lanceres et helt nyt inspirationshæfte med anti-aging tips, tricks og opskrifter fra stifteren af Meyers med udgangspunkt i den nye produktserie:

Efter at have beskæftiget mig med mad hele mit liv, er det virkelig sjovt at transcendere råvarerne til en ny branche, og særligt vores nye natcreme er fortrinlig både til de fine linjer i panden og som spread på et stykke surdejsbrød”, fortæller Claus Meyer og slutter:
Jeg glæder mig til at udbrede den nye serie og håber vores bælgfrugt-beauty vil blive nydt, smurt og spist både i Danmark, Japan og resten af verden”.

"Efter at have beskæftiget mig med mad hele mit liv, er det virkelig sjovt at transcendere råvarerne til en ny branche, og særligt vores nye natcreme er fortrinlig både til de fine linjer i panden og som spread på et stykke surdejsbrød"

Claus Meyer

Fakta

- Meyers lancerer "Meyers Care" - en ny, økologisk serie af hudplejeprodukter baseret på danske bælgfrugter, og hvor cremer, sera og mist er 100% bionedbrydelige og spiselige.
- Samtidig lancerer Meyers en anti-age-opskriftssamling, hvor ingredienserne både er gængse råvarer samt produkter fra den nye hudplejeserie.
- Hudplejeserien er udviklet på baggrund af et samarbejde med forskere på Tokyos Faculty of Applied Bioscience. Som del af forskningen har Claus Meyer og et forskerhold undersøgt potentialet for danske bælgfrugtsorter, hvor de opdagede, at bælgfrugten Nakskov brunært indeholder en koncentration af det eftertragtede vækstfaktor-protein og hudpleje-ingrediens, EGF, der ikke er set noget andet sted i naturen.
- Hudplejeserien lanceres i dagligvarehandlen 11. april, hvor produkterne står side om side med andre økologiske hudplejeserier og -fødevarer.
- "Meyers Care" er en start-up, der arbejder isoleret i virksomheden uden at have indvirkninger på kerneforretningen i Meyers.
- Meyers blev i januar 2023 certificeret B Corp og har tidligere lanceret en ambitiøs bæredygtighedsstrategi, der med et holistisk blik ser bæredygtighed som en kompleks dagsorden og bygger videre på årtiers arbejde med bl.a. økologi, lokale råvarer og socialt engagement.
- Læs mere om arbejdet med bæredygtighed: https://meyers.dk/baeredygtighed/.