I mere end 25 år har Meyers arbejdet for at forbedre den danske madkultur gennem fokus på økologi, lokale råvarer og bedre dyrevelfærd, og for tre år siden blev dette samlet i én strategi:
“Vi besluttede os for at kortlægge vores bæredygtighedsarbejde for at se, om vi var på rette vej med vores indsatser indenfor klima- og miljøaftryk. Og takket være samarbejdet med vores ambitiøse kunder og dygtige kolleger kan vi nu dele de foreløbige resultater,” fortæller CEO i Meyers, Jesper Lykke Wacherhausen.
Strategien blev udformet med målsætninger indenfor fem hovedområder: Klima, biodiversitet, økologi og dyrevelfærd, stedsans og “et længere bord”, hvoraf de sidste to områder beskæftiger sig med henholdsvis lokale råvarer og social bæredygtighed. For at sikre korrekte mål og datametoder indgik Meyers desuden et samarbejde med eksperter i livscyklusvurdering fra 2.-0 LCA consultants og Rambøll.
Økologi som del af værdigrundlag
I sensommeren 2024 udgiver Meyers en rapport med en foreløbig status, hvoraf særligt resultaterne indenfor klima og økologi står ud for Jesper Lykke Wacherhausen:
“Jeg enormt stolt over, hvordan vi både har opnået en CO2-reduktion for råvarer på 31% og en økologiprocent på tværs af alle vores forretningsområder på 55%. Økologi har altid været en del af Meyers’ DNA, og i dag er vi endnu mere bevidste om økologiens rolle i at bevare og genoprette biodiversitet”, fortæller Jesper Lykke Wacherhausen og uddyber:
“I en tid med svingende råvarepriser er jeg imponeret over, hvordan mine kolleger fortsat har formået at prioritere økologien, så vi tager det ansvar, vi skal. For når vi dagligt serverer mere end 30.000 måltider i vores kantiner og som leveret frokost, så batter det virkelig noget for både sundhed og natur, når de økologiske råvarer fylder så meget på tallerkenen”.
72 tons bælgfrugter på ét år
Et af tiltagene for at sikre CO2-reduktionen har været at ændre måden at lave mad på:
“Før blev måltiderne typisk udtænkt med kød som udgangspunkt, men nu udtænkes de fleste retter med udgangspunkt i grøntsager og grønne proteiner såsom bælgfrugter og tempeh. Dermed er dagens varme ret i flere af vores kantiner nu grøntsagsbaseret, og kødet er et tilvalg”, fortæller Jesper Lykke Wacherhausen.
Som del af arbejdet for at bruge mindre kød og flere grønne proteiner har Meyers iværksat en række initiativer for at få flere til at opleve glæden ved danske ærter, linser og bønner. Det har blandt andet resulteret i, at det samlede indkøb af bælgfrugter er steget fra 45 tons til 72 tons fra 2018-2023. Som del af dette fokus har Meyers desuden satset markant på at indkøbe flere danske og nordiske bælgfrugter og har således opjusteret indkøbet af de nordiske bælgfrugter med mere end 2000% fra 68 kg i 2018 til 16 tons i 2023.
Skræddersyede løsninger til grønnere måltider
I arbejdet med at implementere bæredygtighedsinitiativer både internt og i samarbejdet med kunder, erkender Jesper Lykke Wacherhausen, at Meyers kun har kunne nå i mål ved at tilpasse indsatsen til de respektive områder og samarbejdspartnere:
”Vi har en bred portefølje af kunder, der er forskellige steder i deres arbejde med bæredygtighed: Nogle er optagede af råvarer, mens andre går mere op i den socio-økonomiske agenda. For os er det afgørende at kunne skræddersy løsninger, hvor vi hjælper kunderne med deres mål indenfor mad og måltider lige meget hvor de er - for der er lige så mange nuancer og niveauer at arbejde med bæredygtighed på, som der er virksomheder”.
Samtidig understreger Meyers’ CEO, at både kokke og gæster har spillet en vigtig rolle i både tilblivelsen og modtagelsen af den nye måde at lave mad på:
”Vi skylder vores kolleger i køkkenerne og vores gæster en stor tak, for det er deres værtskab og nysgerrighed, der gør, at vi kan lykkes med så store forandringer. Og det kræver fortsat fokus, blandt andet på gastronomisk efteruddannelse, når vi skal nå næste målsætning om 50% reduktion i 2030”, siger Jesper Lykke Wacherhausen.
Genoprettelse af biodiversitet som næste skridt
Arbejdet med bælgfrugter og grønnere måltider er både en del af Meyers’ indsats for at reducere CO2, men også for at genoprette biodiversitet:
“Vi ved, at den største og mest afgørende faktor i forhold til genetablering af biodiversitet er reduktion af arealanvendelse til produktion af mad, og det kan eksempelvis opnås ved at indkøbe flere bælgfrugter og mindre kød”, fortæller Jesper Lykke Wacherhausen og slutter:
“Samtidig er det afgørende at have de rette målemetoder til at holde overblik over så komplekse områder og indsatser, og derfor vi gang med at implementere en metode i indkøbssystemerne, så arealanvendelsen fra råvarerne kan måles. Det bliver det næste store skridt i vores bæredygtighedsarbejde og en indsats, jeg ser meget frem til at følge”.