I 2004 overtog Meyers kantinen hos Bech-Bruun og siden har et fælles afsæt i kvalitet, velsmag og udvikling været en rød tråd for samarbejdet:
”Vi er meget glade for vores gode og langvarige samarbejde med Meyers og ikke mindst vores dygtige køkkenchef Giovanni og hans team. Det føles ikke som 20 år, og det skyldes nok, at vi har udviklet os sammen, og at loyalitet og gensidig respekt har præget samarbejdet gennem alle årene”, fortæller Suzana Andersen, Servicechef i Bech-Bruun
Giovanni Fico har været en del af kantinen alle 20 år og har både arbejdet som kok, køkkenchef og i dag som kundechef:
“Jeg har været her så længe, fordi vi har et virkelig godt samarbejde: Vi har altid fået helt frie tøjler til at drive køkkenet og lave den mad, som vi synes smager godt og som tager hensyn til økologi, dyrevelfærd og bæredygtighed. Det er virkelig fedt at arbejde et sted, hvor der er 100% tillid”.
Mere grønt gennem årene
Gennem årene har køkkenet skruet mere og mere op for grøntsager og grønne proteiner, hvilket ifølge Giovanni er blevet godt modtaget:
“I samfundet generelt er der flere og flere, der er blevet nysgerrige på plantebaseret mad - både ud fra et klima- og sundhedsmæssigt synspunkt - og det understøtter godt de værdier, som vi altid har arbejdet ud fra”, fortæller Giovanni og uddyber:
“I kantinen har vi gennem de seneste år ændret mange af retterne til grønnere versioner uden at gøre et stort nummer ud af det – og fordi smag stadig er udgangspunkt for alt, hvad vi gør, er den grønnere buffet kun blevet positivt modtaget”.
Samtidig oplever Giovanni, at gæsterne kan inspirere hinanden på tværs af aldersgrupper:
“Vi er så heldige, at vores gæster er nysgerrige mennesker - også i forhold til mad. Og måske særligt for de yngre, er det helt naturligt, at mange måltider er baseret på grøntsager og grønne proteiner. Det er fedt at se, hvordan gæsterne er gode til at inspirere hinanden på kryds og tværs, så mange får mod på at prøve nogle nye ting til frokosten”.
Et stærkt partnerskab med tillid, tryghed og fælles ambitioner
I 2017 blev kantinen hos Bech-Bruun kåret som årets bedste kantine, da Landbrug og Fødevarer uddelte Kantineprisen. Dengang blev kantinen hyldet for den særlige kombination af nordisk og italiensk køkken, et stort fokus på gode råvarer og et nærværende, engageret værtskab.
Driftsdirektør Liselotte Lybæk har haft et tæt samarbejde med Bech-Bruun gennem årene, og Liselotte er glad for at være med til at fejre den runde fødselsdag:
“At kunne samarbejde i så mange år vidner om et stærkt partnerskab baseret på tillid, tryghed og fælles ambitioner. For når vi kender hinanden så godt som vi gør, så kan vi sammen sætte mål og skabe forandring - og ligesom i en hver anden relation er det med til at skabe positiv udvikling på den lange bane”, fortæller driftsdirektør i Meyers, Liselotte Lybæk, og slutter:
“Giovanni og hans team fortjener al ros og anerkendelse, for det er dem, der hver dag laver alt fra morgenmad til mødeforplejning, frokost og festlige anretninger i hele huset og skaber rammerne for fællesskab og gode pauser. Det er ikke uden grund, at de fleste gæster er på fornavn med “Gio” og at mange hver dag møder op før frokosten er sat på bordet for at se, hvad der er på menuen i dag”.