Tilbage til opskrifter

Saltbagt selleri

Når selleri bages i en lage af salt, bliver den helt mør og saftig, og du vil opleve en sellerismag så sødmefuld, mild og intens, som du aldrig har smagt det før. Når sellerien serveres med smeltet smør og karamelliseret løg, bliver det en smagseksplosion ud over det sædvanlige. Brug den som en selvstændig frokostret med lækkert brød til eller som tilbehør til en hovedret.

Bestil maden til din fest — leveret lige til døren

Se alle vores catering menuer her

Sådan gør du

Saltbagt selleri

Vask sellerien grundigt med en svamp, eller skræl den med en tyndskræller, hvis der er meget jord på den. Tør den med køkkenrulle. Læg sellerien i ovnfast fad, og dæk den med salt. Bag sellerien i ovnen ved 170° i 2-2½ time, til sellerien er helt mør. Prøv evt. at stikke en helt tynd strikkepind igennem saltlagen og ind i sellerien for at mærke, om den er mør. Tag sellerien ud af ovnen, og lad den trække i 20 minutter, og slå derefter hul på saltskallen med bagsiden af en kniv. Tag sellerien ud af saltet, børst overskydende salt af den, og skær den ud i grove stykker.

Smør og karameliseret løg

Skær løg og bacon ud i bittesmå tern, og kom dem i en kold gryde. Sauter stille og roligt i 6-7 minutter, indtil det begynder at karamellisere, og tilsæt så timian, eddike, salt og peber. Sauter videre indtil eddiken er kogt helt ind i løg og bacon, og træk gryden af varmen. Lad blandingen køle lidt af. Skær smørret ud i tern, tilsæt løg og bacon, og rør det grundigt sammen, så smørret bliver helt ensartet. Smag evt. til med lidt ekstra salt, peber og eddike. Kom smørret i en skål, og sæt det i køleskabet, så det bliver helt koldt, inden du serverer det til sellerien. Spis sellerien, mens den er varm, med koldt smør med karamelliseret løg, bacon og eddike og godt brød til.

Tip

Gem saltet fra bagningen, og brug det som kogesalt til kartofler eller bouillon.

Ingredienser

Saltbagt selleri

1 knoldselleri
3 kg groft salt

Smør og karameliseret løg

½ løg
25 g bacon
1 kvist timian
1 spsk balsamisk æbleeddike
havsalt
Friskkværnet peber
100 g smør blødt

Tilbehør

brød