Friskfanget fisk på frokostbuffet i Meyers kantiner

Et nyt initiativ skal knytte vores kantinekøkkener og lokale fiskekuttere endnu tættere sammen i en model, der skal støtte det kystnære fiskeri, når kantinen aftager dagens fangst direkte fra kajkanten. Til glæde for de spisende gæster, der kan nyde spilfriske fisk, og til gavn for lokale fiskere, der tilbydes de bedste afregningspriser og får større incitament til at fiske i de nære havmiljøer.

I Meyers Kantine er fisk altid en del af den ugentlige menu. Det sikrer variation og velsmag på buffeten, men har også sundheds- og klimamæssige fordele. Som en del af køkkenets fokusområder, har det skånsomme og kystnære fiskeri altid stået i centrum; som en måde at fremme den aktivitet og kultur, som fiskeriet har skabt i de mindre havne, og samtidig en forsikring om, at vi får en større alsidighed i de fiskearter, der lander i køkkenerne. De umiddelbare fordele er til at få øje på; det kystnære fiskeri er skånsomt over for naturen i havet, har et minimum af uønsket bifangst og har et lavt brændstofforbrug.
Som et nyt initiativ vil vi nu samarbejde endnu tættere med de lokale fiskere, når en udvalgt gruppe af vores kantinekøkkener parres med fiskekuttere. Når dagens fangst er landet, lægger kutteren til kaj foran kantinen, som aftager de fisk, der nu engang er landet i garnet. Det sætter krav til opfindsomheden hos kokkene i køkkenet, for ingen kan være helt sikre på, hvad dagens fangst byder på.


Pension Danmark fik besøg


Onsdag 2. september 2020 var det kantinen hos Pension Danmark, der har adresse ved Langelinie Kaj, der fik besøg af fiskekutteren. Køkkenchefen Maurice stod klar ved den store grill til at gøre dagens fangst til et velsmagende indslag på dagens frokostbuffet. I garnet var blandt andet torsk og rødspætter der denne dag blev til dagens varme ret bestående af torsk og rødspætte fra fiskekutteren serveret med gulerødder, spidskål, grillet citron, brunet smør, capers til glæde for kantines spisende gæster. Det blev både til en velsmagende frokost og en hyggelig event i kantinen, da kutteren kom forbi.
Arrangementet var et godt eksempel på, hvordan de kystnære fiskere kan afsætte dagens fangst direkte til kantinen uden unødvendige mellemled, og det er planen, at flere af vores udvalgte kantiner i løbet af det næste år skal samarbejde med lokale kuttere.

Kystfiskerkompagniets indsats værner om fiskebestanden og havmiljøet


Projektet om at knytte kuttere og kantiner tættere sammen er muliggjort i samarbejde med Kystfiskerkompagniet, en sammenslutning af kystfiskere, der i fællesskab gør en indsats for at opkøbe dagsfangede fisk af højeste kvalitet i en model, hvor både fiskere og forbrugere har en interesse i at værne om fiskebestanden og havmiljøet.

Vi vil med det nye initiativ også give en håndsrækning til et trængt erhverv. I flere generationer har kystfiskeriet udgjort en vigtig og betydelig del af dansk erhvervsfiskeri, men mange fiskerihavne er med tiden lukket og flere er på vej til at lide samme skæbne. Det er hårdt at kæmpe mod markedskræfterne, og i dag lægges en stor del af den fangede fisk i Danmark på is og sendes til Hanstholm, inden det bliver fragtet tilbage til forbrugere, restaurationer eller storkøkkener som dem i vores kantiner. Det koster dels store transportressourcer og dels forlænges tiden fra fangst til køkken.
Men ved at give en håndsrækning til de danske kystfiskere, der fisker fra mindre, lokale landingssteder og aftage fisken direkte, kan vi både minimere omkostningerne, sikre fiskerne de bedste afregningspriser og nyde det absolut friskeste fisk fra havene helt tæt på.

Idéen om at lade en fiskekutter lægge til foran kantinekøkkenet med dagens fangst er jo egentlig drømmescenariet. Så bliver det stort set ikke friskere. Fiskene spræller jo stadig, når de lander i hånden på køkkenchefen, og sporbarheden er jo til at se, for vi ved jo, hvem der har hevet fiskene op af vandet.

David Lange, Kystfisker Kompagniet

Det er i dag familievirksomheden Tvilling A/S, der aftager en del af den lokalt fangede fisk, og som efterfølgende leverer dagens fangst til Meyers Kantiner. Det er også Tvilling A/S, der har muliggjort besøget af de lokale kuttere hos vores kantiner.

Fakta

- Det er i dag familievirksomheden Tvilling A/S, der aftager en del af den lokalt fangede fisk, og som efterfølgende leverer dagens fangst til Meyers Kantiner.

- Når fiskekutteren onsdag 2. september lægger til kaj ved Pension Danmark er det gentagelsen af juni måneds succes, hvor medarbejderne i kantinen kunne stille frokostsulten med jomfru hummer, torsk og rødspætter. Det er planen, at min. 50 kantiner over det næste år skal lukke aftaler med lokale fiskekutter, der vil levere dagens fisk til køkkenet.

- I 2019 blev et flertal i Folketinget enige om en fælles aftale, der skal styrke det kystnære og skånsomme fiskeri i Danmark. Aftalen skal gøre det mere attraktivt at fiske kystnært og skånsomt. Kystfiskerordningen består af fiskekvoter, der er reserveret det kystnære og skånsomme fiskeri.

Besøg hos Meyers Kantine i Pension Danmark

Kystnært fiskeri i samarbejde med Meyers Kantiner