Kære venner,
Det her er et kærlighedseventyr fra den virkelige verden. Læg børnene i seng, nup en cognac, tænd et stearinlys og smid benene op. Nu skal I høre.
Det hele skete for ca 22 år siden, jeg havde lavet Meyers Køkken et halvt års tid. Jeg skulle holde foredrag i Vingsted-centret. Jeg røg lidt dengang….Jeg manglede ild for at kunne dulme den begyndende nervøsitet og går så ind i receptionen for at erhverve mig en æske tændstikker. Den kønne jyske pige bag disken stryger en tændstik for mig med ordene: ”du får ikke æsken for så kommer du jo ikke herind igen…”. Den varmede i kinderne. Jeg havde ingen kæreste, og det var trods alt ikke hver dag, man hører så kække bemærkninger fra så sød en pige. Ordene rungede i ørerne på mig de næste 10 minutters venten og under hele foredraget…”for så kommer du jo ikke herind igen”. Efter foredraget skyndte jeg mig ud og hen til receptionen – hun var desværre taget hjem.
Heldigvis havde jeg bemærket, at den mørkhårede pige hed Lundkvist – det stod på navneskiltet, fornavnet kunnet jeg ikke huske. Jeg spurgte, hvad hun hed, men det ville de ikke sige. Hendes telefonnummer ville de hellere ikke ud med. Men de begik en fejl. De undervurderede modstanderen…..Da jeg var på vej ud af receptionsområdet, hørte jeg, at de talte om, at hun var fra Give! Give og Lundkvist tænkte jeg… og oplysningen. Straks på vej til flyveren, og med en puls på 150, ringede jeg til oplysningen og fik at vide, at der boede tre familier med efternavnet Lundkvist i Give. Jeg ringede til den ene, og der kendte man ikke noget til sagen. Så skulle vi flyve, og jeg fik først ringet senere på aftenen, da jeg var tilbage i København. Og ved I hvad, kvinden der tog telefonen havde en datter, der arbejdede i Vingstedcentret, og det mest mærkelige var, at denne datter var på et sjældent besøg hos sin mor i samme stund, som jeg ringede! Henriette, som det viste sig hun hed, kom målløs til telefonen. Jeg fortalte i al fredsommelighed om baggrunden for mit opkald, at hun havde set ualmindeligt dejlig ud, at det godt nok havde været lidt besværligt at finde hende og at jeg havde tænkt lidt over den med tændstikkerne og derfor gerne ville invitere hende på middag. Jeg vil gerne sørge for transporten til København, og det var jo bare for, at vi fik en chance for at tale med hinanden inden skæbnen havde spillet os helt andre steder hen.
Der blev helt stille i den anden ende; så sagde hun med en tydelig Randers-dialekt ”ved du hvad, jeg rødmer altså helt”. Hun syntes, det var den vildeste forespørgsel, og hun måtte lige tænke over den. Ikke mindst fordi, hun jo havde en kæreste i forvejen. Han var godt nok på et længerevarende arbejdsophold i Spanien, men alligevel. Hun ville ringe næste aften….Næste aften indleder vi så en lang, dyb, harmonisk, overraskende, varm, sjov samtale, som varer mere end 40 minutter, og som hun afslutter med at sige at ”det er så i orden nu, jeg vil meget gerne spise middag med dig”. Vi aftaler, at hun skal ringe til sin kæreste for at sige godnat til ham og derefter ringe for at sige godnat til mig. Der går 20 minutter, før hun ringer. Hun er vildt oprevet. Kæresten har mistænkt hende for det værste. Han havde forsøgt at ringe til hende i mere end 30 minutter uden at kunne komme igennem. Hun var ikke længere i stand til at tage til København, sagde hun. Hendes kæreste var meget jaloux anlagt, og det gik slet ikke. Vi sagde fattet farvel. Jeg var rystet over, hvor hurtigt tingene kunne falde fra hinanden. Men samme aften, da jeg lagde mit hoved på puden, begyndte en plan at tage sin form. Jeg havde set Cinema Paradiso – mine aftener i paradis. – hvor den forelskede fyr venter 30 dage hver aften, på vejen nedenfor pigens værelse i håbet om, at hun ville komme frem. Hver dag, i regn, slud – i al slags vejr. Og hun viser sig aldrig. Indtil den 30. aften, hvor han i bragende torden og regn, aldeles gennemblødt skal lige til at gå, hvorefter hun kommer frem og kigger ud af vinduet, råber vent og løber ned til ham og falder ham om halsen. Jeg ville også vente 30 dage. Jeg ville skrive dagbog hver dag, klistre billeder i den. Og så ville jeg opsøge hende, hvor hun end var, forklædt som julemand, overrække hende dagbogen, løbe bort så hurtigt, jeg kunne og så afvente hendes reaktion. I Paradiso havde den gamle mand sagt til drengen ”uanset hvad du gør, så elsk det”.
Jeg fandt ud af, at hun gik i skole på Randers Turistakademi og at den 21. december var dagen, hvor 30 dage var gået. Jeg kunne ikke få oplyst, hvilket klasselokale, de ville være i, men fik at vide, at der var 9 klasser, der modtog undervisning den dag på akademiet. Jeg havde fået kostumepigerne i TV-byen til at sy det flottest tænkelige julemandskostume. Min chokoladekammerat Morten Borup havde hjulpet mig med at købe brugte eventyrbøger i et antikvariat og hente Valrhona-chokoladebarer og pakke begge dele ind, så jeg havde en kæmpe sæk fyldt med gaver nok til at slippe levende ud af 7-8 klasselokaler. Jeg skulle have en flyver 7.20.
Borup og jeg kørte i lufthavnen sammen. Når vi holdt for rødt lys, gloede folk på os - mest på mig. I flyveren undskyldte kaptajnen, at det blæste så meget, at selv julemanden måtte tage flyveren…passagerne smilte. Vel fremme i Randers gik jeg ned ad gågaden og besluttede mig for at teste mit outfit og mit skæg i den lokale UNIBANK. Jeg gik ind, spurgte en af de ansatte, om han havde været god ved sin kone i år og sagde ho-ho-ho og gav ham en lille pakke. De fik nervøse ticks alle sammen – nok mest fordi, jeg ikke havde noget logo på. De fandt det simpelthen suspekt, at jeg bare gik rundt der og delte chokolade ud, der måtte stikke noget under. De troede tydeligvis ikke på julemanden. Det glædede mig, at de ikke genkendte min stemme. Det ville være pinligt, hvis jeg gik ind i de forkerte klasselokaler på turistakademiet og ikke kunne finde Henriette, alt imens hele skolen morede sig over at Claus Meyer rendte rundt som julemand og delte gaver ud. Vildt pinligt! To gange var filmen ved at knække. Da jeg havde delt 62 gaver ud i tre forkerte klasser, ringede det ud til frikvarter. Jeg gemte mig henne ved vinduet med ryggen til eleverne på gangen. Der kommer to elever hen og river i mig og siger ”du er da Claus Meyer ikke?”. Jeg vendte mig om, kiggede dem direkte i øjnene og sagde med min allermest afmålte stemme: "Hvorfor vil I vide hvem julemanden er og sig mig så lige en ting, hvad skulle Claus Meyer lave her?” Nej, sagde de, det havde de også tænkt på. Så nåede jeg helskindet ind i næste time, hvor det var ved at gå helt galt i den 5.klasse. Pedellen havde fulgt mig som en skygge hele morgenen. Flere gange havde han sagt, at han syntes at kunne kende min stemme. Pludselig mens jeg delte gaver ud i den ene ende af lokalet kalder han ”Claus”. Jeg idiot vender mig langsomt om. Samtidig begynder sveden at løbe ned af ryggen på mig, fordi jeg erkender mit nederlag. Jeg er gennemskuet og fortabt, alle regnet ud, hvem jeg er. Mit hjerte banker så de må kunne hører det, mit liv passerer revue.
Min redning kommer, da jeg har helt front imod pedellen og ikke en brøkdel af et sekund for tidligt – hele klassen holder vejret – ”Santa Claus om jeg må be’” ryger det ud af mig, og eleverne begynder at pludre igen. Tilsyneladende er faren værftet væk. I næste klasselokale finder jeg hende endelig. Jeg ser hende med det samme. Hun sidder til venstre, da jeg kommer ind. Jeg når at tænke, at hun er ikke helt så dejligt at se på, som jeg huskede, men så rigeligt dejlig nok. Jeg går omhyggeligt rundt og deler gaverne ud til alle andre elever, før jeg når til hende. Så tager jeg dagbogen, jeg har sat fast med en sikkerhedsnål på indersiden af sækken – så jeg kunne finde den blandt de andre – ser på hende og giver hende bogen med ordene ”vær så god Henriette”. Og så går jeg. Med raske skridt ned ad trappen og ud på vejen, hvor jeg straks bliver stoppet af en flok børn foran Tøjeksperten. De vil have slik! Jeg har vel næppe delt chokolader ud i mere end tre minutter, før jeg mærker en hånd på min arm. Jeg vender mig om og ser lige ind i Henriette. Hun er ligbleg og spørger, om hun ikke skal følge mig ned til flyet. Hun vil lige være sikker på, at jeg fandt hjem. På vejen trøstede hun mig med, at jeg nok skulle finde en kæreste på et tidspunkt …jeg kan ikke huske, hvad hun ellers sagde, men jeg kunne se, at hun var bange. For ikke at sige rædselsslagen. Jeg fandt senere ud af, at kæresten var i byen igen og kunne i øvrigt pludselig godt se sagen fra hendes vinkel……Jeg undskyldte, at jeg havde gjort hende forskrækket og satte mig slukøret ind i lufthavnen og ventede på mit fly. Føj hvor var det langt hjem og op af hullet. Og så alligevel ikke.
Allerede næste dag begyndte jeg at glæde mig over detaljerne i foretagendet. Mit humørskifte kom meget bag på mig. Jeg glædede mig over at have grebet en spinkel chance, da den opstod, over at have nydt hver et sekund på vejen, over aldrig at have tvivlet eller været bange for at tabe. Jeg var jo trods alt ikke dødeligt forelsket i kvinden, selv og det jo altid er nemt at fedtspille, men det havde jeg ikke gjort her. Jeg havde spillet mine kort, som jeg mente, de skulle spilles uden at se mig tilbage, hvilken rolle spiller det så, om man lige vinder eller taber - og sikke en historie at tage med sig i livet. En stund troede jeg aldrig, jeg skulle møde nogen igen, men pludselig mødte jeg andre søde piger, vi elskede hinanden i korte og lange perioder, indtil vi ikke elskede hinanden mere. Og en dag møder jeg så den den dejligste af dem alle sammen, hun sagde ja til at gifte sig med mig. Siden har hun har skænket mig tre underskønne piger. Og når jeg løfter blikket fra plovfuren og kigger op på himlen så ved jeg med det samme, at jeg er den lykkeligste mand på jorden……
Se, var det ikke et rigtigt eventyr?
Claus
