Løgismose og Meyers slår sig sammen

“Når vi går sammen nu, er det fordi vi har en fælles drøm om at løfte og udvikle kvaliteten af råvarerne, maden og måltidet, så det kommer flere mennesker til gavn.”

Jacob Grønlykke, medejer og arbejdende bestyrelsesformand i Løgismose A/S

      

Meyers og Løgismose slår deres virksomheder sammen i et nyt selskab med IK Investment Partners. Med sammenlægningen får de to familievirksomheder flere ressourcer til at indfri ambitionerne om at løfte kvaliteten af maden og råvarerne.

Hovedaktionæren bliver IK Investment Partners gennem IK Fund VII med støtte fra Dansk Vækstkapital, som også indgår direkte i ejerkredsen. Det nye selskab har en årlig omsætning på ca. DKK 1 mia. og 830 medarbejdere. Den nuværende adm. direktør i Meyers A/S, Steen Halbye, bliver adm. direktør i den nye virksomhed.

Mere velsmag og mangfoldighed

Sammenlægningen er kulminationen på et livslangt venskab mellem de to familier, der på hver sin måde har arbejdet for en mere righoldig madkultur i Danmark. At det sker nu, er en erkendelse af, at parterne sammen kan udnytte hinandens styrker og få en mere robust virksomhed, så de i fællesskab kan løfte større udviklingsopgaver, hjælpe nye talenter på vej og træffe mere langsigtede beslutninger.

”At spise godt og sundt og tage ansvar for at overlevere en bæredygtig madkultur til den næste generation, må ikke være en idé, der er forbeholdt en snæver økonomisk eller kulturel elite. Vi vil skrue op for vores samarbejde med forbrugere, landmænd og andre med ambitioner på madens vegne for at øge fokus på velsmag, ansvar og mangfoldighed. Det er en opgave, vi løser bedre sammen,” siger Claus Meyer, ejer af Meyers A/S.

Smag for mere

Hver for sig har Meyers og Løgismose spillet en afgørende rolle i udviklingen af dansk madkultur igennem en menneskealder. Løgismose er kendt for Falsled Kro, Kong Hans, vine og fødevarer på de danske butikshylder. Claus Meyer har sat sit aftryk med bl.a. Meyers Køkken, Deli, Bageri, Madhus, Meyer Kantiner, bøger, TV-projekter, den nordiske køkkenbevægelse og Noma, som han stiftede sammen med Rene Redzepi.

”Vi deler visionen om at løfte kvaliteten af vores fødevarer og er glade for at være med til at forene to af de stærkeste fødevarebrands i Danmark. Løgismose og Meyers har oplevet betragtelig organisk vækst og har sammen nogle unikke udviklingsmuligheder. Vi vil hjælpe til at facilitere denne udvikling gennem fokus på organisation, strategisk retning og flere ressourcer til vækst,” siger Thomas Klitbo, direktør i IK Investment Partners.

Claus Meyer, Jacob Grønlykke og Mikael Grønlykke samt Steen Aalund Olsen og adm. direktør Merete Holst fra Meyer Kantiner fortsætter i ejerkredsen og i selskabets ledelse. Endvidere tæller partnerkredsen Per Grupe, Torsten Vildgaard og den øvrige ledelse.

Fusionen træder først endeligt i kraft efter konkurrencemyndighederne har givet sin godkendelse.

Om Løgismose

Løgismose A/S blev etableret i 1965 ud fra en vision om skabe livsglæde gennem måltidet. I dag er hovedaktiviteterne hotel-og restaurationsdrift, produktion af mejeriprodukter og andre fødevarer til dagligvarehandlen, import af vin, østers og andre delikatesser, samt drift af egne butikker. Løgismose beskæftiger i alt ca. 160 medarbejdere fordelt på Kong Hans Kælder, Falsled Kro, Løgismose Mejeri og Fødevarer, samt Løgismose Vin og Delikatesser.

www.løgismose.dk

Om Meyers

Claus Meyer og Meyer Gruppen har i mere end 25 år arbejdet for at fremme kvaliteterne i den danske madkultur. Virksomheden omsatte i 2012 for ca. DKK 500 mio. Hovedaktiviteterne ligger inden for restaurations- og kantinedrift, catering, frugtavl, bagning, forædlingsvirksomhed, handel, teambuilding, forskning, formidling, uddannelse og rådgivning.

Læs mere om Meyers her

Om IK Investment Partners

IK Investment Partners (IK) er en pan-europæisk kapitalfond med fokus på investeringer i Norden, de tysktalende lande, Frankrig og Benelux. Siden 1989 har IK gennem sine investeringsfonde rejst mere end 7 milliarder euro i kapital og investeret i mere end 85 europæiske virksomheder. Investeringsfondene investerer sammen med ledelsesteams i mellemstore virksomheder med stort udviklingspotentiale, især inden for servicebranchen, plejesektoren eller industri- og forbrugervarer. Den nuværende virksomhedsportefølje tæller 19 selskaber.

www.ikinvest.com