Når æblerne falder fra træerne, behøver de ikke gå til spilde. Heller ikke, hvis du har flere, end du selv kan nå at spise. Har du æbler i overskud, kan du donere dem til Bloom og Meyers, som laver dem til en ganske særlig Frederiksberg-cider.
Meyers og Bloom gør nedfaldsæbler til velbrygget cider
Den 17.-18. og 21. oktober indsamler Meyers Madhus og natur- og videnskabsfestivalen Bloom nedfaldsæbler fra Frederiksbergs mange haver. De indsamlede æbler bliver brugt til at brygge cider, som serveres til Bloom 2021, og som kan nydes og købes i Meyers Deli og på Fasangården . Tiltaget kickstarter samtidig Bloom og Meyers samarbejde, hvor Meyers bliver madpartner på Bloom.
Sådan kan du donere dine æbler!
Indsamlingen foregår den sidste weekend i efterårsferien på Meyers Deli på Gl. Kongevej fra klokken 12 til 16– både lørdag den 17. og søndag den 18. oktober. Her kan alle komme og aflevere nedfaldsæbler fra deres have. På Æblets dag onsdag den 21. oktober besøger Meyers madvogn, Lille Meyer Frederiksbergs villakvarterer, hvor du kan få samlet dine æbler af frivillige unge fra det socialøkonomiske initiativ FRAK. Som tak, får du en flaske cider for hver 10 kg du afleverer.
Mad og videnskab i forening
Med projektet vil Bloom og Meyers fremme kendskabet til æblets kulinariske muligheder og dets kultur- og naturhistorie. For Blooms festivalleder Svante Lindeburg er indsamling af nedfaldsæbler både et godt initiativ til at modvirke madspild og en oplagt måde at komme lidt tættere på naturen i efteråret. Om projektet udtaler han:
”Når vi samler æbler op fra jorden, mærker vi årstidernes skiften og kommer tættere på naturen. Den form for naturoplevelse midt i vores egen by vil vi gerne tage initiativ til med projektet her, som samtidig modvirker madspild ved at bruge nedfaldsæbler til at moste og lave cider. ”
For Claus Meyer er æbler en fantastisk ingrediens, der kun fortjener en større plads i det danske køkken.