Charlottes kærlighedshistorie
Det er ikke fortællingen om Romeo og Julie eller en kærlighedshistorie af Jane Austen, men mere den stille kærlighed. Den stille kærlighed der holder en oppe, når livet tvinger en i knæ, den som bære en frem, når alt andet virker til at være i stilstand og den som føles som ren lykke, når alt er lyst. Det er den kærlighed som gør mig så sårbar fordi jeg har noget på spil, men samtidig også kan gøre mig stærk fordi jeg har en at dele mit hjerte med.
Jeg mødte min mand Hans-Henrik, da jeg var 15 og han 17 år gammel. Det var sommeren 97'er han med krøl i klipning ala grydefrisure og mig iført stropkjole og mavebluse 902010-style. Jeg var sur over at mine forældre havde insisteret på, at jeg skulle med på camping, og ovenikøbet på en campingplads, der efter min mening kun var for gamle mennesker og fastlæggere med hvidt stakit. Men der på den lille fodboldbane ved stranden spottede jeg ham, med krøllet hår og lilla satin shorts, og jeg var solgt. Senere fandt jeg ud af, at han også havde lagt mærke til mig, og at vi begge havde forsøgt at bumpe "tilfældigt" ind i hinanden. Vi mødte første gang i hinanden dagen efter, nede på den lille lystbådehavn. Jeg havde set ham cykle ud på hans racercykle tidligere på dagen, og var gået en tur i håbet om det tilfældige møde. Og pludselig stod han der smilende og med fregner.
Han inviterede mig til bålfest senere om aftenen, og min lykke var gjort.
Det første kys
Vores første kys var efter bålfesten nede på stranden og smagte af kanelsnegl og kakao, da nogle tidligere var cyklet efter morgenbrød fra den lokale bager. Vandet klukkede i strandkanten og kroppen summede af forelskelse og eventyr.
I starten havde vi ikke begge to mobiltelefon, og da vi boede et stykke fra hinanden og derfor ofte kun så hinanden i weekenden, så ringede vi sammen hver dag på fastnettelefonen og skrev kærestebreve til hinanden. Når weekenden kom, skiftedes vi til at tage turen, som var omkring 2 timer med bus hver vej for at se hinanden. En aften efter at vi havde talt sammen på telefonen, hvor jeg havde været lidt trist og træt af en engelsk aflevering i gymnasiet, skubbede han forældrenes bil ud af indkørslen og kørte op til mig (der var han 18 og havde kørekort). Vi brugte natten på at snakke og lave afleveringen, og så kørt han hjem inden at det blev lyst, og vi begge skulle op og i skole.
Vores 20'er startede vi sammen i London, hvor vi flyttede sammen for første gang i en lille etværelses lejlighed med grønt plys gulvtæppe og et lagen som gardin. Min mand hentede mig den første uge på mit nye arbejde, og blev kort efter tilbudt job i den samme virksomhed, så vi tilbragte en stor del af dagen sammen. En ældre kollega kaldte os the two love birds - mate for life.
Efter et par år flyttede vi hjem og startede begge på uni, vi havde opgraderet lejligheden til en tre-værelses med trægulv, og sad alligevel til halv husleje af, hvad vi havde givet i London. Trods lav husleje krævede det studiejobs, og min mand arbejdede som post i weekenderne. Hver morgen inden han tog afsted kyssede han mig god morgen. Det gør han stadig den dag i dag, så jeg vågner ikke til et vækkeur. I dag står han op mellem 5 og 5.30 og så vækker han mig omkring kl. 6 med et kys og spørger om jeg har sovet godt. Det er den dejligste måde at vågne på, og jeg elsker ham for det.
Det første forår på kandidaten blev jeg ved med at have rigtig ondt, og endte med at blive undersøgt ved lægen, hvor jeg fik at vide, at det bl.a. var fordi at jeg dannede cyster på mine æggestokke. Cysterne var godartede, men jeg kunne få svært ved at få børn. Vi var midt tyverne, og havde tænkt at vi skulle have børn, men at det godt kunne vente nogle år endnu. Men grundet den nye diagnose bestemte vi os for, at jeg skulle starte op i behandlingsforløb, og vi ville gå i fertilitetsbehandling. Jeg startede op på medicin for at få kroppen i gang, og vi cyklede flere morgener igennem byens stille gader for at komme til tjek og undersøgelse. Jeg kunne mærke hans hånd på min ryg, og gik det lidt op ad bakke, hjalp han mig med at holde kadencen.
Forviklinger på vejen
Efter 2 år bliver jeg gravid, det er forår, og jeg er lige startet på mit første job efter at være blevet færdig på kandidaten. Da vi er inde for at blive scannet, bliver sygeplejersken, der scanner os, stille, lægen tjekker også, og de siger med beklagelse, at der desværre ikke ser ud til at være hjerteaktivitet. Jeg er kun lidt over 7 uger henne, men for os spirede håbet og glæden over et lille barn allerede. Efter aborten fortsætter vi i behandling, så snart det er muligt og allerede i sensommeren, bliver jeg gravid igen. Det er med en blanding af glæde og uro, at vi tager til den første scanning, og der er hjerteblink! Alle i rummet smiler, og vi er ovenud lykkelige.
Vi bliver scannet små 2 uger senere igen, da jeg er i uge 10, og mod forventning, må de meddele os, at det lille hjerte desværre er stoppet med at slå. Det føles som jorden forsvinder under os, og vi er i frit fald.
Min krop bliver helt slået i stykker og kan ikke finde ud af noget, alt gør ondt og jeg kan næsten ikke hænge sammen, min mand der har mistet lige så meget som jeg, forsøger at holde os begge oppe, mens jeg igen går i fertilitetsbehandling. Mens året går på hæld bestemmer vi os for, at vi vil have noget at se frem til, så vi planlægger at kører Spanien rundt i den kommende sommerferie. Og sommeren 2010, sætter vi os ind i vores lille Golf, som vi har fået efter studietiden, og sætter kursen sydpå. Det bliver en pragtfuld sommer, min mand frier ved en lille bjerglandsby i Sahara, Spanien. Bagefter kører vi videre til en anden lille bjerglandsby og holder siesta, mens vi drikker sangria og spiser frokost i skyggen. Varme, lykke og spansk cava skylder igennem os, vi bader, griner, fletter fingre, og nyder de lyse nætter. En måned efter er jeg gravid, og i sommeren 2011 kommer vores ældste datter til verden.
Med hende det pragtfulde lille vidunder starter endnu et nyt kapitel i vores historie. Vi bliver gift i 2012 og flytter fra byen i 2013. Hvor vi skifter lejlighed ud med hus med have, postkasse og højt til himlen.
Vi drømmer om, at vores lille familie vokser, og fortsætter med fertilitetsbehandlinger.
I Foråret 2014 bliver jeg gravid igen. En aften i juni, er vi IKEA, og som jeg går der blandt sofaer og farvestrålende puder, mærker jeg noget varmt løbe ned af mit ben. Jeg haster af sted mod toiletterne.
Der på badeværelset løber blodet ned af mine ben for at til sidst at ende i mine sko, halvt i blinde af tåre, får jeg tastet telefonnummeret til lægevagten. Der er ikke noget at gøre, da jeg kun er 10 uger henne må naturen gå sin gang. Jeg lægger på og taster nummeret til vores læge på fertilitetsklinikken, han siger, at vi skal komme ud til scanning. 15 minutter senere står vi ved klinikken, min mand har armene om mig, og hvisker at det nok skal gå, mens jeg bare ryster og tårerne triller. Scanningen viser en lille fin baby med bankende hjerte, som svømmer rundt inde i min mave. Men den viser også en del blod i min livmoder, og beskeden er, at jeg kan være i gang med at abortere. Blødningen er som sådan ikke farlig for mig eller fosteret, men den kan være så generende for min livmoder, at den ender med at abortere det raske foster, jeg skal derfor være sengeliggende, og så håber de, at det går i sig selv. Min mand klarer alt, han er inde ved vores datter, når hun er bange om natten, sørger for at jeg er installeret inden han tager på arbejde, smøre madpakker og krammer mig, når jeg er ved at gå i opløsning.
Godt 9 år efter vi startede med at prøve at få børn, er vi så heldige at stå med en endnu en lille pige i favnen, som kommer til verden vinteren 2015. Hun blev derinde lige ind til sin terminsdato. Fødslen går godt og hun kommer til verden tidlig om morgenen. Da jordemoderen skal undersøge mig efter fødslen, vælter det pludselig ud med blod, og vi er hurtig på den anden side af en liter. Jordemoderen tilkalder hjælp, og stuen bliver hurtigt fyldt op at et mylder af mennesker, der alle ved præcis, hvad de skal gøre. Min mand står med vores lille datter i armene mens sygeplejersker lægger drop, bestiller blod, lægerne konsulterer og min jordemoder, halvvejs sidder oven på min mave for at holde presset. Min mand kan ikke komme hen til mig for alle menneskerne, men han taler roligt og kærligt til mig, og viser mig vores datter og siger "se hvor fin hun er", og så kører de mig af sted til operationsstuen. Jeg mistede 2 liter blod og var så bange for at jeg skulle miste meget mere.
I dag
I dag er min mand 40 og jeg hopper ind i samme årti som ham i år, vi har to dejlige piger og corona har i den grad sat fokus på nærvær og lykken ved at være sammen.
Vores kærlighedshistorie har bakkedale og bølgetoppe som mange andres, det kendetegner vel egentlig meget godt livet, og jeg er så heldig at have min bedste ven og livs kærlighed at dele det med. Vores kærlighed er ikke perfekt, vi er ikke perfekte, vi skændes som alle andre også over idiotiske småting, men når det virkelig gælder, er vi to til at hælde vand ud af båden, og havner vi i det kolde vand, holder vi hinanden oppe, mens vi skimter efter land. Jeg håber, at vores stille uperfekte kærlighed vil blive ved med at fylde os med latter, glæde, lys og lykke. At vores fingre fortsat vil flette sig ind i hinanden, at hans hånd vil blive ved med at være på min ryg, når vi cykler op ad bakke, og at jeg altid vil vågne op til, at han kysser mig god morgen.
Jeg elsker ham og den kærlighed vi deler.