Fakta og årstal

Fasangården blev opført til opdræt af fasaner til de kongelige jagter under Christian d. 5. i 1682. Den nuværende bygning er fra 1828 og er tegnet af arkitekt Jørgen Hansen Kock, som istandsatte Kronprinsens Palæ på Amalienborg i samme periode.

Fra 1842 til 1850 fungerede Fasangården som sommerbolig for dramatikeren, digteren og forfatteren Adam Oehlenschläger. Senere fik også videnskabsmanden Hans Christian Ørsted tilbudt Fasangården som æresbolig.

Meyers overtog forpagtningen af Fasangården per 1. maj 2020, og virksomheden planlægger at skabe et jord- og naturnært traktørsted med tre rum en suite og stor personlighed.

Det nye Fasangården vil åbne i etaper henover 2020, og kommer - udover à la carte- mulighederne – blandt andet til at byde på langbordsmiddage, samtalesaloner, havelege og et særligt designet parktelt med plads til op mod 120 gæster til for eksempel bryllupper, fødselsdage og firmaevents.

Meyers samarbejder i forvejen om restaurantdrift med toneangivende, danske kulturinstitutioner som Det Kongelige Teater, Folketinget og Det Danske Filminstitut.