Herningsholmskolen smager på matematik, dansk og grøn mad med Meyers

God smag er en del af vejen til madmod og læring om mad. Men smag er også en måde at få børn til at lære matematik, dansk og natur/teknologi.

I uge 46 sætter Herningsholmskolen i Herning Kommune derfor smag på skoleskemaet. ”Smag på fagene” er en temauge udviklet af Meyers Madhus for Herning Kommune.

Mens eleverne fra 0.-3. klasse på Holtbjerg og 1. klasserne på Sjællandsgade smager sig gennem flere fag på skoleskemaet, bliver de klogere på bæredygtig mad tilberedt af sæsonens grøntsager. Børnene skal ugen igennem sylte, bage og lave forskellige produkter. Produkterne sælger de til de øvrige elever på skolerne ved Børnenes Grønne Madmarked, der løber af stablen fredag på de to afdelinger. Fredag er forældrene inviteret indenfor til at se, hvad børnene har lært i ugens løb.

Smag på fagene er udviklet med fokus på, hvordan børnene kan få mest mulig praktisk læring ud af at lave mad. Derfor er der ikke bare madlavning inddraget, men også alt det omkring: råvarer, tanken om at holde hus og lave forråd til vinteren, at tælle, skrive og sanse sig igennem råvarerene med fokus på grøntsager, hvordan man kan bruge dem hele vinteren igennem, og hvordan man kan gemme dem.

Fra vores samarbejde omkring projektet Cool Beans ved vi, at madlavning og måltider kan en hel masse i skolen. Nu skal vi udforske, hvordan det kan bruges til at løfte læring i andre fag

Christian Rotbøl, centerleder for skoleområdet, Herning Kommune.

Matematik med sanserne som læringsredskab
Smag på fagene kobler mad, smag og sanselighed med de typiske fag på skoleskemaet. På den måde er maden motor for den faglige forståelse af alt fra plus og minus til mål, vægt og størrelser. I Smag på fagene bruges grøntsager, korn og eddike i stedet for centicubes, spejle og mælkekartoner, som tit bliver brugt til at gøre læringen konkret.

Smag På Fagene bygger på, at rigtig mange børn synes, det er sjovt at lave mad sammen, uanset hvordan de ellers har det med fagene i skolen. Her lærer de bl.a. dansk og matematik på en praktisk og levende måde, som understøtter den almindelige undervisning. Som en ekstra gevinst får vi sat miljø og bæredygtighed på skemaet,” siger Mattias Krarup, køkkenchef i Meyers Madhus.

Og så er alle sanser både direkte og indirekte i spil. Børnene skal altså bruge alle sanser og en sans er i fokus hver dag i ugens løb. På den måde skal de dufte sig frem til forskellige krydderier og gætte forskellige madrelaterede lyde.

I videoerne nedenfor kan du se og lytte til to forskellige lyde. Kan du selv gætte, hvilken råvare, der er tale om i video nummer to? (husk lyd)

Gæt en madlyd

Kan du gætte, hvor den her lyd kommer fra?

Børnenes Grønne Madmarked

Børnene skal smage på matematik, dansk, natur og teknik, og der er indlagt et helt modul med iværksætteri, sådan at børnene bliver øvet i at tænke over, hvordan produkter sælges og købes. Ugen kulminerer nemlig i Børnenes Grønne Madmarked, som er inspireret af et farmers market med produkter, som børnene har brugt ugen på at producere. De skal blandt andet lave marmelade, syltede grøntsager, ristede nødder, kiks og krydderiblandinger, som sættes til salg på madmarkedet, der løber af stablen fredag i uge 46 på de to skoler. Denne gang er det forældre, søskende og andre elever på skolen, der er inviteret til åbningen af Børnenes Grønne Madmarked. Men tanken om at åbne skolen op for lokalsamfundet er en del af projektets fundament, og kan sagtens bruges de kommende år, når Herning Kommune sætter smag på fagene. 

Til en start er det to afdelinger af Herningsholmskolen, der dykker ned i årets tema ”Grøn og bæredygtig mad”. Center for Børn og Læring i Herning Kommune håber, at alle skolerne i Herning på sigt skal sætte smag, mad, råvarer og sanselighed på skoleskemaet i en hel uge en gang om året.

 

Fakta

Herning Kommune og Meyers Madhus har de sidste 5 år samarbejdet om projektet Cool Beans, der har bragt madlavning og læring i køkkenet ind i skoledagen og i det pædagogiske arbejde i dagplejerne. Mere end 1500 børn har gennemført et Cool Beans-forløb.