Novonesis vælger Meyers som gastronomisk partner: Skal skabe unik forplejningsløsning på ni lokationer for at understøtte både bæredygtighed og fællesskab

Novonesis har valgt Meyers som gastronomisk partner på virksomhedens ni danske lokationer med drift af både kantiner og convenience-tilbud. Samarbejdet viser nye veje for, hvordan måltider på arbejdspladsen kan bruges til at styrke en virksomhedskultur for mere end 2.500 mennesker og samtidig understøtte Novonesis’ ambitiøse bæredygtighedsmål.

PRESSEMEDDELELSE

Hos Novonesis arbejder tusindvis af medarbejdere hver dag for at gøre verden lidt grønnere, sundere og mere bæredygtig. Gennem udviklingen af mikroorganismer, bakterier og enzymer finder virksomheden løsninger, der kan erstatte kemikalier, forbedre fødevarer og hjælpe landbruget med at passe bedre på planeten.  

I det nye partnerskab skal Meyers skabe en forplejningsløsning, der afspejler samme ambition og samler medarbejdere på tværs af kulturer, madvaner og fagligheder - fra laboratoriet til produktionen - rundt om det samme bord.

Tre madvalg – én fælles kultur 

Når vi spiser sammen, bygger vi fællesskaber. Men at skabe en frokost, som flere tusinde medarbejdere har lyst til at spise sammen hver dag, er en udfordring i sig selv. Partnerskabets kongstanke er derfor at bygge bro over forskelligheder og skabe en frokost, der inviterer alle med til bordet.

For fremtiden kan de ansatte hos Novonesis vælge mellem tre kulinariske retninger, der tilsammen danner ét samlet frokostunivers. Frokosten balancerer det genkendelige med det nysgerrige og særligt den mere funktionelle menu får en unik plads, hvor formålsdrevne ingredienser styrker sundhed og trivsel. Skilte, digitale skærme og værten ved frokosten løfter madoplevelsen og formidler den røde tråd i dagens menu. På den måde kan hver medarbejder vælge efter lyst og behov og stadig være en del af det samme fælles måltid.  

Oplevelser og deli’er 

Fællesskabet styrkes ikke kun rundt om bordet. De ansatte kan også være sammen om gastronomiske aktiviteter og fyraftensmøder om sæsonens råvarer og fremtidens madkultur, ligesom madkurser og talks om fødevarer og klima vil anspore medarbejderne til selv at tage del i en grønnere madkultur.   

Frokostoplevelsen suppleres med convenience-løsninger i små deli’er, der giver fleksibilitet i en travl hverdag med salater, sandwiches, bagværk og færdigretter, som kan tages med videre.

Fremtidens kantine er katalysator for en bredere forandring 

Hos Novonesis bliver kantinen for fremtiden mere end et sted at spise – den bliver et rum, hvor medarbejdere får mulighed for at tilegne sig viden og færdigheder, der rækker ud over arbejdsdagen. Når frokosten sætter fokus på råvarer, sæson og klima, bliver den en daglig invitation til at tage del i den nødvendige omstilling af vores madkultur, også privat. 

“Frokosten skal være et sted, hvor man ikke bare spiser, men også får bevidsthed om den verden, vi er en del af. Tænk, hvis bare en mindre del af medarbejderne tager noget af den nysgerrighed med hjem,” siger Adam Usman, direktør for salg og innovation i Meyers og fortsætter:
“Så har vi ikke kun gjort frokosten grønnere, men bidraget til en bredere forandring – et fællesskab af mennesker, der forstår, at mad kan være en del af løsningen.” 

En fælles ambition om en grønnere verden 

Samarbejdet mellem Novonesis og Meyers udspringer af et fælles formål: at gøre verden sundere og mere bæredygtig. Novonesis gør det fra petriskålen. Meyers gør det fra tallerkenen. Begge arbejder for at udvikle løsninger, der fremmer mere bæredygtige fødevaresystemer; hver på sin måde, men med samme ambition. Partnerskabet har derfor også dybe rødder i Meyers’ mangeårige erfaring med at skabe grønne måltidsløsninger med økologiske råvarer, lokale samarbejder og en systematisk indsats mod madspild. 

“Vi glæder os helt enormt til samarbejdet med Novonesis. Det er en sjælden mulighed for at bringe hele Meyers’ faglighed i spil – fra gastronomi og bæredygtighed til oplevelser og værtskab. Sammen skaber vi en unik løsning, der både samler mennesker, spejler virksomhedens værdier og viser, hvordan mad kan blive en drivkraft for fællesskab og samfundsansvar på moderne arbejdspladser,” siger Nikolaj Daugberg, kommerciel direktør i Meyers. 

Fakta

• Meyers er ny gastronomisk partner hos Novonesis i Danmark pr. 1. januar 2026.
• Partnerskaber inkluderer drift af kantiner og deli’er.
• Kantinen tilbyder en madprofil med tre retninger: det velkendte, det nysgerrige, det funktionelle
• Partnerskabet mellem Novonesis og Meyers markerer et ambitiøst skridt i udviklingen af fremtidens forplejningsløsninger. Her samles et fælles madkoncept på tværs af ni danske lokationer, hvor kantinen får en central rolle som bidragyder til virksomhedens kultur og medarbejdernes trivsel og viden om den verden, vi er en del af.
• Med Meyers som partner omsættes Novonesis’ bæredygtige ambitioner til en konkret og helhedsorienteret løsning, der forener gastronomi, fællesskab og ansvaret for en grønnere fremtid.
• Novonesis er en global bioteknologisk virksomhed, hvor tusindvis af medarbejdere arbejder med at udvikle løsninger, der fremmer en sundere og mere bæredygtig verden – blandt andet gennem mikroorganismer, enzymer og bioteknologi, der hjælper landbrug, industri og fødevareproduktion med at samarbejde med naturen frem for at udnytte den.
• I Danmark har Novonesis hovedsæde i Lyngby og store produktions- og forskningsfaciliteter, hvor tusindvis af medarbejdere hver dag samarbejder på tværs af fagligheder.