Otte spørgsmål til Simon Aggesen
Hvad er det største øjeblik i din karriere?
Det største øjeblik i min karriere er uden tvivl det øjeblik, hvor jeg overtog borgmesterposten. Da den tidligere borgmester spurgte om jeg ville være hans efterfølger, var jeg ikke i tvivl om, at der ikke var noget jeg hellere ville. Hver dag føler jeg mig både beæret og privilegeret over at få lov til at møde op på borgmesterkontoret til endnu en ny dag med muligheden for at gøre mit bedste for den by, jeg holder allermest af.
Hvorfor blev det lige Frederiksberg, du blev borgmester for? Hvad er dit forhold til kommunen?
Det er her jeg bor, og der findes ikke noget bedre sted at bo end på Frederiksberg. Jeg elsker min by i al dens mangfoldighed – grøn, rolig og med et overskud jeg endnu ikke har oplevet andre steder. Jeg elsker også, at Frederiksberg er en by, hvor der bor så mange forskellige slags mennesker. Her er både direktører, sygeplejersker, skolelærere, håndværkere, studerende og pensionister, og det giver et fantastisk liv i byen.
Hvad er den største fordel ved at blive borgmester i en relativt ung alder?
Personligt har jeg ikke oplevet, at min alder har gjort den store forskel. Det er til tider ret hårdt arbejde at være borgmester uanset hvem man er. Men når man vågner om morgenen og har lyst til at tage ind på kontoret for at gøre en forskel igen i dag, så forestiller jeg mig ikke, at det skulle være anderledes om jeg er 32 eller 62 år.
Hvilket område af Frederiksberg holder du særligt meget af?
Sankt Thomas Plads er et af de steder, jeg holder mest af. Her er et liv, man ikke finder andre steder. Jeg er måske farvet af, at jeg bor i området, men den brostensbelagte plads med de mange lindetræer føles som en lille oase på en ellers lidt hektisk vej. Der er mange steder i verden, som jeg holder meget af at besøge, men det er kun nogle få steder, der giver mig en følelse af, at her har jeg lyst til at bo. Sådan har jeg det med Sankt Thomas Plads. Den er både storslået, men samtidig tilbagetrukket, og det kan jeg rigtig godt lide.
Hvad er din livret?
Min livret er i høj grad præget af årstiden. Stenbiderrogn er en klar favorit om foråret, men om sommeren er der ikke noget, der slår nye danske kartofler og selvplukkede jordbær.
Hvilken roller spiller maden i dit liv i dag? Sætter du pris på at stå i køkkenet?
Jeg elsker, hvordan mad kan sætte rammen for oplevelser og de gode samtaler. Restaurantbesøg er i høj grad mere en oplevelse end bare et måltid nu til dags, og det perspektiv holder jeg meget af. Derhjemme står jeg mest i køkkenet, når den står på brunch eller dessert.
Hvad betyder træning og motion for dig i din hverdag? Hvordan får du tid til at løbe med en så presset borgmesterkalender?
Træning er helt afgørende for, at jeg kan holde et højt energiniveau. Jeg kan tydeligt mærke en forskel på både mit humør og min krop, når jeg i en periode ikke får bevæget mig nok, så jeg forsøger at prioritere i min kalender, at jeg kan komme ud at få bevægelse i kroppen og lidt ilt til hjernen. Det giver mig et dejligt afbræk til at tænke og til at fordøje alle de indtryk og tanker, der kommer forbi mig hver dag.
Hvilket Frederiksberg drømmer du om at give videre til den næste generation?
Der er mange ting, jeg håber, jeg kan give Frederiksberg med i fremtiden, men det vigtigste er en grønnere og mere børnevenlig by.