Løb med Flemming Delfs til Meyers Morgenløb

Fredag 6. december inviterer vi igen til en morgenfrisk løbetur fra Meyers Deli. Denne gang får vi selskab af manden bag dansk badmintonhistories stærkeste baghånd, Flemming Delfs. Flemming og Claus Meyer mødtes i 1984 under en opvisningskamp i Dijon Open. Nu mødes de to igen. Uden ketcher. Men med udsigten til fem kilometer og morgenkaffe sammen med alle andre, der har lyst til at løbe med. Vi stillede Flemming Delfs syv spørgsmål om storhedstiden på den danske badmintonscene i 1970'erne, og nederst kan du også læse Claus Meyers beretning om den spektakulære dyst mellem de to i Dijon dengang de begge var purunge.

Syv spørgsmål til Flemming Delfs

Hvad er det største øjeblik i din karriere?
Der er jeg ikke i tvivl. Det var helt sikkert, da jeg vandt det officielle verdensmesterskab i herresingle i Malmø i 1977, som den første dansker. Det var en drøm, der gik i opfyldelse, og det var enormt overvældende, da jeg selv, Lene Køppen og Steen Skovgaard blev mødt med Kongeskibet på Langelinjekajen, der hilste med salut, og vi kørte i åbne busser gennem byen for at blive hyldet. Dengang var jeg 25 år og havde alligevel spillet aktivt, siden jeg var 8-9 år, så det var da en kæmpe oplevelse, at alt den hårde træning endelig bar frugt. Jeg havde vundet mange kampe inden da, og samme år vandt jeg All England-turneringen, men verdensmesterskabet var alligevel noget særligt.  

- Hvad er det største nederlag/skuffelse i din karriere?
Det var en evig frustration for mig, at jeg aldrig blev rigtig god, når jeg spillede i Fjernøsten. Der kunne jeg simpelthen aldrig vinde. Det var en helt anden historie, når jeg spillede mod japanerne på hjemmebane, der kunne jeg slå dem til hver en tid. Men det var som om, at varmen og fugtigheden i hallerne derude var for meget for sådan en høj, solid danskerskikkelse som mig.   

- Hvordan var livet som professionel badmintonspiller i 1970’erne?
I modsætning til de unge spillere i dag, kunne vi knapt leve af sporten dengang. I dag er de unge jo mangemillionærer.
Jeg havde et job ved siden af i ketcherfirmaet Yonex. De var heldigvis søde til at give frihed under ansvar sådan at jeg i årene 1977-1978 kunne tilrettelægge min egen tid og spille så meget, som det krævede for at holde topniveau. Ofte trænede vi flere gange om dagen. Men jeg husker tilbage på det som en rigtig god tid. Jeg kan huske, at det var ret eksotisk, at vi som badmintonspillere fik mulighed for at rejse verden rundt og se fjerne egne. Det kunne jeg godt lide. Generelt var jeg meget dedikeret til sporten, og jeg var dybt optaget af at blive så god, som jeg kunne.

- Hvorfor stoppede du din karriere?
I en alder af 33 år var jeg mæt, og jeg trængte til at bruge tiden på andre ting også og opleve en hverdag udenfor sportshallen. Jeg havde opnået det, jeg ville og det var svært at bevare motivationen, når de næste mål ikke lå oplagte i horisonten. Så jeg vil mene, at jeg stoppede på toppen; stadigvæk med kærlighed til sporten. Så jeg valgte i stedet at koncentrere mig om mit arbejde hos sportsfirmaet Patrick. Men jeg overraskes stadigvæk over, at jeg den dag i dag stadigvæk bliver genkendt på gaden i ny og næ af folk, der stadig kan huske min stærke baghånd – tænk engang, selvom det er over fyrre år siden..

- Hvad er din absolutte livret?
Jeg har ikke en enkelt ret, som jeg vil kalde min livret. Men jeg holder meget af fisk. Især når det er rigtigt tilberedt. Dengang jeg spillede professionelt, tænkte vi dog ikke rigtig over, hvad vi spiste. Dengang spiste vi mest bare store bøffer fordi man jo mente, at det var det bedste fundament for alle store sportspræstationer. Man må sige, at man er blevet klogere siden hen.
Jeg tænker faktisk mere over, hvad jeg spiser i dag og i årene efter, at jeg stoppede min karriere.

- Hvad betyder fællesskabet i sporten for dig?
Fællesskabet var da bestemt en vigtig del, for vi rejste jo verden rundt dengang. Så var det hyggeligt, at vi var en flok afsted, der kunne underholde hinanden mellem kampene. Men man skal ikke være blind for, at badminton er en individuel sport, så den enes død den andens brød, som man siger. Man var jo iskolde konkurrenter på banen. Men vi var da bestemt venner. Særligt Morten Frost og Steen Skovgaard tilbragte jeg meget tid med dengang.

- Hvor er du med din sport i dag? Er du stadigvæk aktiv? Hvor meget spiller du i dag?
Jeg spiller ikke badminton længere. Det er lidt som om, at når man bliver ældre og ikke kan slå de andre, så er det ikke helt så sjovt længere. Når man har været på så højt niveau, er det svært at forlige sig med, at man aldrig kommer i nærheden af den topform igen. Så er det bedre at bære minderne med sig og kaste sin fritid på en ny sport. Og det har jeg gjort. I dag er jeg blevet glad for at spille tennis og faktisk også lidt golf.

 

Oplev Flemming Delfs sublime baghånd

En anekdote fra Claus Meyer - det første møde med Flemming Delfs

Inden jeg tog til Frankrig for at blive ung-mand-i-huset havde jeg opportunistisk søgt en stilling som cheftræner for det franske mesterhold i badminton, Racing Club de France. Jeg var selv en dygtig badmintonspiller og Danmark var osse dengang en stormagt i international badminton så jeg fik jobbet - i en alder af 20 år!

Udover at træne spillerne rejste jeg selv rundt og spillede og stillede på et tidspunkt op i både herresingle, herredouble og mixed double i Dijon Open. Jeg endte med med at vinde alle rækkerne – havde aldrig før eller siden prøvet noget lignende. Jeg vandt det største glas Dijonsennep jeg til dato har set, men endnu bedre. På finaledagen lagde en vis Flemming Delfs vejen forbi.

Som det vil være nogen af Jer bekendt var Flemming verdensmester i badminton, dobbelt europamester, nordisk mester og mangedobbelt dansk mester og med sit elegante benarbejde, sin sublime baghånd og sin intelligente spillestil var han simpelthen mit idol. Arrangørerne havde organiseret en opvisningskamp mellem Flemming og mig og dernæst skulle vi møde det bedste franske double par. Jeg var 20 og i topform. Flemming havde pensioneret sig selv fra sporten i en alder af 33, og koncentrerede sig nu om sit job for sportsfirmaet Patrick, så jeg troede i min vildelse at jeg havde en chance for at slå ham.

Sandheden var at jeg var chanceløs. Hans bolde lå militerpræcist uanset hvor meget jeg pressede ham rundt i hjørnerne. Jeg knoklede og sveden sprang. Flemming spadserede ubesvæeret omkring på banen og slog sine maskerede slag med et smil på læben, og i løbet af en lille halv time var kampen forbi. Heldigvis vandt vi bagefter herredoublen og alt i alt var Dijon 1984 selvfølgelig en af de største badmintonoplevelser i mit liv.

Meyers Morgenløb

Få en frisk start på weekenden og oplev Frederiksberg vågne, når vi inviterer til fælles løbetur hver første fredag i måneden kl. 7.00 fra Meyers Deli.

Kridt løbeneskoene og mød op foran Meyers Deli, så sørger vi for morgenkaffen og det lune bagværk bagefter.

Alle løber i deres yndlingstempo, så prik dine morgenfriske venner på skulderen og mød op med løbesko på ved Meyers Deli. Det er gratis, og alle er velkomne.