Der sker noget inde 'ved siden af'...

Efter 17 år på Gammel Kongevej har Meyers Deli udvidet med et lille nabolokale, der har fået navnet ”Ved siden af”, og som fungerer som mini-forsamlingshus.

Her – og herfra - vil der være mulighed for at deltage i skak -og fortælleaftener, meditation, keramikklasser, binding af blomsterkranse, tegnetimer, bage happenings for både børn og voksne, fællesspisninger, byvandringer, morgenløb, samtalekøkkener og meget mere. Nabolokalet vil i dagtimerne kunne bruges af de, som arbejder hjemmefra, og det kan lejes til mindre møder og private selskaber.

Kulturprogrammet skabes i samarbejde med venner og naboer på Frederiksberg, såvel private som erhvervsdrivende. Skriv meget gerne til os på vedsidenaf@meyers.dk hvis du har en ide du gerne vil bidrage med eller et forslag til et samarbejde. Ingen ide er for lille – eller for stor.

Kulturprogrammet kan findes i vores eventkalender eller på vinduet på Gammel Kongevej 107.


Vi glæder os til at se dig.

Åbningsfest fredag 20. november - sjov og ballade fra morgen til aften

Efter at have banket og boret i ugevis er vi klar til at rive afdækningsplasten ned og slå dørene op til vores nye forsamlingshus inde 'ved siden af', og det bliver til et underfundigt program for både store og små.

> 07.00-07.45: Morgenyoga med Rikke
Vi løsner skuldrene og finder zen midt på pulserende og morgenhektiske Gl. Kongevej, når Rikke åbner festdagens program med en dejlig omgang yoga. Husk din yogamåtte. Tilmelding sker her.

> 08.15-08.45: Søren-nabo spiller saxofon
Snup en kop kaffe og slå dig ned til lidt lækker sax med vores gode nabo Søren.

> 08.45-09.30: Claus Meyer og pærernes konge
Claus skærer Doyenne de Comice-pærer ud og giver smagsprøver på det, han kalder "pærernes konge".

> 09.30-10.30: Skakmad
Som optakt til vores arrangement 'Skakmad' den 24. november, inviterer Frederiksberg Skakforening denne formiddag til lynskak og skæg. Og så er der noget med en mystisk sammenhæng med ostemadder.... Tag din bedste skak-mate med og kom selv og spil!

>11.00-12.00: Strikketid! med Kit Couture
Hjælp vores nabo Kit Couture med at strikke for håb. Tag nogle garnrester og en rundpind med selv eller lån dem og kom i gang med at strikke en hue til et flygtningebarn, som bor ved den syriske grænse. Bag initiativet står 'KNIT FOR HOPE' og Kit Couture.

> 12.15-13.15: Servering af bygotto og most
Kom indenfor og nyd en smagsprøve på den lækre cremede bygotto fra menukortet på Meyers
Deli.

> 13.15-14.30: Pause
Stik hovedet ind og sig hej, mens vi forbereder eftermiddagens arrangementer.

> 14.30-15.45: Ansigtsmaling for børn - med Viola
Claus' datter Viola maler flotte ansigter på byens børn.

> 16.00-17.00: Ved siden af x Pilipczuk Gallery
Vores kunstneriske nabo på Vesterbrogade, Frederiksberg, udstiller værker fra en hidtil underrepræsenteret kvindelig kunstgruppe fra Øst Europa og fylder rummet med en performance ved danser Nikoline Due. 

> 17.00-18.00: Sound Station spiller plader + servering af skinkehjul og Lilleø Vild Cider
Vores musikalske genbo har fundet de gode plader frem og sørger for at slutte åbningsdagen ved siden af Meyers Deli af med manér. Nyd en bid skinkehjul og et godt glas til musikken.

Fakta

- Ved siden er nabo til Meyers Deli på Gammel Kongevej 107 på Frederiksberg og fungerer som mini-forsamlingshus.

- Her vil der være mulighed for at deltage i skak -og fortælleaftener, meditation, keramikklasser, binding af blomsterkranse, tegnetimer, bage happenings for både børn og voksne, fællesspisninger, byvandringer, morgenløb, samtalekøkkener og meget mere.

- Nabolokalet vil i dagtimerne kunne bruges af de, som arbejder hjemmefra, og det kan lejes til mindre møder og private selskaber.

- Skriv til os på vedsidenaf@meyers.dk, hvis du selv har en idé til et kommende arrangement.